Fra kommunikationschef til bedemandsassistent 


Caminoen kan være livsforandrende, det er de fleste, der har været afsted, enige om. Jeg er selv et strålende eksempel:

Som 50 årig - og hvad jeg selv tror, er midt i livet - bliver jeg ramt af kritisk sygdom. Efter en lang tur gennem sygehusvæsenet og en tur ned i et mentalt sort hul er jeg pludselig ikke mere helt sikker på, hvor jeg er i livet.

Det sætter en masse tanker i gang:

Får jeg nok ud af livet?

Har jeg den rigtige balance mellem job og fritid?

Bruger jeg min fritid fornuftigt?

Jeg vælger at sætte mit liv på pause i en måned og drager ned på Caminoen for at få tid til at finde svarene på de mange spørgsmål.

Men skal der virkelig så voldsomt et wake-up call som mit, før Caminoen kalder på en? Nej mindre kan naturligvis gøre det. Jeg møder mange, der går turen for at finde ud af, hvorfor de går rundt i hverdagen med følelsen af, at deres liv ikke helt er i vatter, uden at de dog er i stand til at sætte en finger på årsagen. Mens andre blot er der, fordi de elsker at vandre, eller det er i hvert fald hvad de siger!?

Uanset begrundelsen, så vil alene det at komme ned til de mere primitive forhold på Caminoen påvirke ens syn på tilværelsen. Og det er utroligt stimulerende at møde andre mennesker fra hele verden, der lever deres liv med et helt andet fokus og i en helt anden rytme og hastighed.

Du lærer formentlig noget nyt om andre kulturer og med sikkerhed en masse om dig selv.

Som resultat af alle de indtryk og overvejelser turen efterlader mig med, skifter jeg mit fuldtidsjob i København ud med 20 timer om ugen som bedemandsassistent i Korsør.

Nu forløber en typisk hverdag på følgende måde:

Jeg står op cirka kl. 6:00, giver hunden mad og drikker selv lidt kaffe, mens jeg i ro og mag læser morgenaviserne.

En time senere går jeg 100 meter ned til vinterbaderklubben, hvor den står på en frisk dukkert i Storebælt efterfulgt af en tur i saunaen.

Dernæst afsted langs stranden med hunden.

Fra omkring kl. 10.00 er jeg klar til at møde på arbejde.

Hvad giver jeg afkald på og hvad får jeg i stedet efter denne livsændring?

Det kan I høre meget mere om i løbet af foredraget, der er fyldt med fotos af de historiske omgivelser, den storslåede natur og ikke mindst de mange inspirerende mennesker jeg møder.