Det, Caminoen kan - og som gør turen helt unik - er:

At du får tid.

Masser af tid til at gå.

Tid til at tænke.

Og ikke mindst tid til at møde andre mennesker på en helt anden måde.

Her er der ingen, der rigtigt går op i status, ingen konkurrerer på titler, løn, bilmærker, adresser, eller eksotiske feriedestinationer. På Caminoen er alle nemlig blot pilgrimme, hvis eneste mål hver dag er, at komme fra A til B og dermed cirka 25 km tættere på Santiago de Compostela.

Det giver en helt speciel stemning og en salig ro i sindet.

Af samme grund oplever mange, at hernede er det lettere at tale om - selv de dybeste tanker og hemmeligheder - med en vildt fremmed person, man går ved siden af, end ens tætteste venner eller familie derhjemme.

De mange timer sammen gør, at man virkelig får et stort indblik i hvordan de andre lever og tænker. 

Med udgangspunkt i mine over 1500 km på Camino Francés og Camino del Norte vil jeg give mit bud på, hvilken mangfoldighed af personer, natur og seværdigheder man passerer på sin vej.

Mød spanske James, der oprigtigt mener, at han kan hjælpe med at uddrive dæmoner, og endda har fotos, der beviser det. Ja nakkehårene rejser sig sikkert på mange, og jeg tror ikke selv på dæmoner, men det er jo ikke det samme, som at James ikke faktisk hjælper folk med store psykiske problemer.

Mød Jascha, der er ateist, har en muslimsk kæreste og stadig på 7. år ikke har mødt sine “svigerforældre”. Det sker først, når de kan meddele forældrene, at de skal giftes. Dilemmaet er, at Jascha ikke rigtig tror på institutionen ægteskabet - skal han gå på kompromis med sin overbevisning?

Mød Arthur, der bor i Barcelona, oprindelig er fra Brasilien, men nu har EU-pas, fordi han kan spore sine bedsteforældre tilbage til en lille italiensk landsby. Han står sent op, faster til kl 14.00 og er samtidig den mest organiserede person, jeg endnu har mødt på Caminoen.

Mød Franck the Punk, der lever i Paris, hvor han er forsanger i et punkband og arbejder med at producere rekvisitter til filmproduktioner. Franck er den mindst organiserede person jeg endnu har mødt på Caminoen.

Arthur og Franck er begge 32 år, og vi faldt alle tre hurtigt i hak og blev venner. Vi besøger fortsat hinanden efter Caminoen. Senest har jeg været i Barcelona og til maj går turen til Paris.

Tilsæt sørgende enker, frustrerede mænd - der gik så meget op i deres arbejde, at de aldrig så skilsmissen komme, før det var for sent. Klassens klovn der, fortsat i en alder af 50 år, forsøger at klare alt med en kvik bemærkning. Eller hele spanske skoleklasser på tur. Fædre og sønner på dannelsestur. Pilgrimme på heste og cykler.

Det hele leveret i skøn forening med ensomhed, blæst, regn, væggelus og skader, der heldigvis går hånd i hånd med glæde, latter, solskin, god mad og skummende fadøl.

Livsglæden er monumental på Caminoen.