Et skridt tættere på livet 

Er en bog om mine personlige oplevelser på Camino France i foråret 2021, mens coronaen stadig prægede livet i Europa. Jeg har koncentreret mig om det levede liv og ikke så meget alle de historiske stedet og bygninger, jeg passerer. Her kan du få en lille smagsprøve:

Kapitel 7

Hjælp fra uventet kant

 

1. maj 2021 – dagen, hvor jeg bliver genkendt, oplever at selv Google Translate har sine begrænsninger og får hjælp til en selfie. 

Azofra til Viloria de Rioja 30 km

 

Afleverer nøglen til værelset i baren. I dag er det konen, der står bag disken.

Får kaffe og toast.

Lige så meget liv og glade nætter, der var i går, lige så stille og fredfyldt er baren i dag. Og resten af byen er stadig helt livløs. Forlader Azofra lige så stille, som jeg ankom. 

Hvis vi ser bort fra det lidt irriterede knæ, så har jeg efterhånden fundet en god rytme. Står op, når det passer mig. Holder pause hver femte kilometer, hvor jeg tager sko og strømper af. Ofte tager jeg et nyt par strømper på og hænger de andre til tørre på rygsækken.

Og mærker jeg det mindste til knæet, sætter jeg tempoet ned eller holder endnu en pause.

Går i mine egne tanker de første kilometer. Pludselig kan jeg høre motorstøj, der kommer nærmere.

Rundt om et hjørne og op mod mig ad en relativ stejl grussti kommer to mænd på motorcykel. 

Ja – det er vel ret beset motocross-cykler.

Terrænet indbyder til cross. Så jeg hilser lidt fascineret på dem. De gengælder min hilsen.

Mødet får mig til at tænke på, hvorfor man kører motocross så langt ude på landet. Ja, hvorfor har man overhovedet en motorcykel.

I min alder er den gængse opfattelse midtlivskrise og begyndende dødsangst! 

Vildt nok, at der bare skal to motorcykler til, før emnet igen står lysende klart for mig og nærmest banker mig i hovedet.

Dødsangst er vel ret beset også det, der har styret hele nationen de seneste mange måneder.  

Hernede slipper jeg i det mindste for at blive talt til som et barn af landets statsminister, udsat for en daglig båndsløjfe af helt vildt pessimistiske eksperter i epidemiologi og alle de mere eller mindre ulogiske retningslinjer for korrekt adfærd i det offentlige rum.  

Det virker ikke helt så larmende hernede. De har dog et eller andet med de mundbind, som de insisterer på, at vi skal bære overalt, hvor der er mennesker. Det er direkte komisk, når man i midten af nowheremøder en hundelufter, der så trækker sit gamle slidte mundbind op, mens jeg går forbi. Det eneste, jeg trækker på, er smilebåndet. 

Som min ældste søn siger, da jeg meddeler, at nu bliver det altså til noget. Jeg tager ned på Caminoen og er væk de næste seks uger: 

“Ha ha. Typisk dig.”

Og han fortsætter meget sigende:

“Talte med mine venner – Philip, Carl og Frederik – den anden dag om, hvordan vores forældre hver især egentlig håndterer deres “midtlivskriser”.

Carls forældre – dog primært faderen! – bygger huset om med nyt køkken og det hele.

Philips far har købt en stor Volvo XC60 SUV. Og Frederiks far har købt en endnu større Volvo – nemlig en XC90 SUV. Og min far? Ja, han tager 6 uger på gåtur i det nordlige Spanien. Flot, far.” 

Indrømmet.

Det materielle betyder ikke det store for mig. Nemt at sige, når økonomien aldrig rigtig har været en udfordring. Men altså huse, biler og andre statusting er ikke noget, jeg går synderligt meget op i.

“Bilen er blot et transportmiddel, der skal bringe mig fra A til B,” lyder et gammelt hippiecitat, men det passer stadig på min holdning til biler.

Der skal indhold i livet.

Der skal ske noget.

Der skal oplevelser til.

Sat på spidsen lider jeg af en panisk angst for at gå i stå. 

Min far gik i stå.

Eller rettere sagt: Systemet satte ham i stå.

Efter en hård omgang i sygehusvæsenet pga. en kompliceret mavesygdom rådede lægerne min far til at stoppe med at arbejde og søge førtidspension.

Velment råd.

Som min far desværre fulgte.

Han var årgang 1933, og autoriteter var noget, man lyttede til.  

Men rådet gives til en mand, for hvem arbejdet er et og alt. Der er ingen – som i nul komma nul – andre interesser.

Det ender, som den slags tit ender, med, at der drikkes for meget, for længe, og så støder der helt naturligt flere sygdomme til.

Min far ender med at dø af kræft – helt drænet for liv og livsindhold. Sørgeligt. Og havde jeg været ældre, da de skelsættende beslutninger om førtidspension blev truffet, havde jeg kæmpet imod. Så hellere fortsætte med at arbejde og dø med støvlerne på. 

Den tragiske afslutning på min fars al for korte liv, han blev kun 61 år, har sat dybe spor i mig.

Jeg er for eksempel meget på vagt over for autoriteter. De bliver helt rutinemæssigt udfordret, og kun hvis de kan svare rigtig godt for sig, anerkender jeg deres autoritet. Ellers kan de rende mig noget så grusomt. Har det på samme måde med regler og love. 

De skal give mening intuitivt, ellers forbeholder jeg mig retten til lidt civil ulydighed.

Jeg venter ikke for rødt ved en fodgængerovergang, hvis der ingen biler er på vejene. Har det på samme måde med mundbind. Argumenterne for brug af dem er efter min mening ikke overbevisende. Men jeg tager dem på, for jeg gider trods alt heller ikke tage alle de diskussioner med angste og autoritetstro medborgere. 

Det med kun at gå op i en ting, fx sit arbejde, forsøger jeg også at kæmpe imod. Spreder mine interesser ud over musik, sport og en bred vennekreds.

Og jeg går gerne til lægen, hvis jeg føler noget ikke er helt er, som det burde. Både fysisk og psykisk.  

Min far havde den oplevelse, at hver gang han gik til lægen, fandt lægen en ny skavank eller sygdom hos ham. Far gik derfor kun sjældent og yderst nødtvungent til lægen. Som så naturligvis altid fandt noget nyt, som var mere fremskredent, end det egentlig burde have været, hvis ellers han var gået derned med det samme, han følte, at noget ikke var helt i vater. På den måde fik far bekræftet sin egen teori om, at lægerne altid finder noget. Og derfor blev det til for få besøg i tide. 

Der er derfor tragiskkomisk, når man hører læger sige følgende:

"Der findes ikke raske mennesker, kun patienter, der ikke er undersøgt grundigt nok.” Det er sagt i sjov, men rummer altså en god portion realitet i sig. 

Ud over motorcykler, midtlivskriser, dødsangst og det at gå i stå går jeg også og tænker over, at jeg faktisk er sulten.

Ja, hernede er tankerne frie og toldfri. 

Heldigvis ved jeg fra min guidebog, at der lige om lidt kommer en stor og flot golfklub. De må da have en bar, der er åben.

Det har de bestemt. Og jeg er helt alene i den. 

Bestiller kaffe, cola og en sandwich.

Pris – fyrstelige 5,40 €. Det er bestemt til at overkomme.

Fisker en 10 € frem og giver til damen bag skranken.

Hun spørger på skoleengelsk – og det er nok ikke mange klassetrin, hun har haft – “You Have”.

Og så det tegn med fingrene, der betyder småpenge.

Roder pligtskyldig i mit muldvarpeskind efter de sidste 40 cent. Finder 50 cent, som hun lynhurtigt hiver ud af min hånd.

Giver mig 10 cent tilbage – og inden jeg kan nå at sige – qué – er hun og mine 5 € i byttepenge forsvundet ud i baglokalet.

10 € og 40 cent er efter danske forhold stadig billigt for en kaffe, cola og sandwich – i en fornem golfklub.

Så jeg giver op på forhånd.

Selv med Google Translate vil jeg få svært ved at trylle mine 5 € frem igen.

Man skal vælge sine kampe med omhu. 

Mens jeg spiser, nyder kaffe og cola og ser spanske nyheder, dukker damen op igen.

Nå – tænker jeg – hun har indset fejlen. Nu kommer en beklagelse og mine byttepenge.

Nope.

Hun går i stedet for i gang med at gøre rent i restauranten. Hun værdiger mig ikke et eneste blik. 

Før afgang går jeg ud på toilettet.

Og mens jeg lader vandet, overvejer jeg kort, om jeg som hævn med vilje skal pisse lidt ved siden af kummen. Bare så vi er kvit.

Tager mig i det. Det er trods alt – selv for mig – for barnligt.

På med rygsækken og så afsted. 

Videre går turen ad grusstier omgivet af grønt korn og masser af rapsmarker. 

Nærmer mig byen Santo Domingo de la Calzada. Den er opkaldt efter Santo Domingo (1019-1109), som nok er den person, der har betydet mest for pilgrimsvejen til Santiago. Han var munk og byggede kirker, broer, hospitaler. Alt sammen til gavn for pilgrimme.  

Han blev derfor begravet på pilgrimsvejen, og ovenpå byggede man en kirke. Der knytter sig en legende til kirken, som er lidt svær at få styr på, da den kommer i mange udgaver. Men skåret ind til benet handler den om en ung mand, der er på pilgrimsrejse med sine forældre.  

De overnatter på en kro i byen, og en ung pige i køkkenet forelsker sig i den smukke unge mand, som dog ikke gengælder sværmeriet. Den forsmåede unge kvinde bliver så gal over afvisningen, at hun gemmer et sølvkrus i den unge mands bagage og om morgenen beskylder ham for tyveri. Han nægter naturligvis, men beviserne er jo vægtige, og han dømmes til døden og hænges i Santo Domingo de la Calzada.  

Forældrene er sønderknuste, men fortsætter deres pilgrimsrejse til Santiago. På deres vej tilbage kommer de gennem byen igen, og det viser sig nu, at sønnen enten stadig hænger i galgen og er i live – eller at de får en åbenbaring i byen. Legenden kommer som nævnt i mange udgaver, og jeg synes, de lyder sjove alle sammen.  

Uanset hvad går forældrene til dommeren og siger, at enten er sønnen i live, eller også kan han vækkes til live. Dommeren sidder midt i sit aftensmåltid og meddeler kort, at hvis hans aftensmad, to høns, der lige nu ligger dampende varme på hans tallerken, vælger at komme til live og flyve væk, så får forældrene deres søn igen.

Og vupti, så basker hønsene væk. Se, det er jo et mirakel. Og især, hvis de høns ikke får deres fjer igen! 

Siden den gang har der været et bur med to hvide høns i kirken.

Det er i sandhed en fascinerende historie. 

Orker ikke at stå i kø og endda skulle betale for at komme ind og se høns. Ikke engang hvide høns.

Jeg fortsætter min vandring. 

På vej ind i Grañón støder jeg på en super hyggelig streetcafe, der sælger øl og oliven.

Det kan jeg jo ikke stå for.

Så jeg sætter mig ned. 

Bartenderen spørger mig “Where are you from?” – og inden jeg selv når at svare – siger han med et grin:

“Let me guess. You must be from Denmark.”

Godt gættet – når jeg lettere forbløffet at tænke.

Og er lige ved at spørge, om det er mit lyse hår, der afslører mine vikingeforfædre. 

Bartenderen ser min overraskelse og skynder sig så storgrinende at sige:

“Der kom to belgiske pilgrimme forbi i morges, og de sagde til mig, at der formentlig lidt senere i dag ville komme en enlig pilgrim fra Danmark.”

Naturligvis.

Lægerne med raketstøvlerne er kommet mig i forkøbet.

Bartenderen kan samtidig oplyse, at på travle dage i højsæsonen kommer der mellem 2-3000 pilgrimme forbi. I øjeblikket er de nede på under fem om dagen.

I dag altså foreløbig to belgiske læger og mig. Og derfor kan han “genkende” kunderne. 

Snupper en øl og søger læ for en regnbyge under et træ.

En af de lokale knægte får 1 € for at tage dette billede: 

Det beløb er han pænt glad for.

Solen returnerer. Og jeg tager mig sammen og begiver mig afsted.

Ellers en by og ikke mindst en bar, hvor jeg sagtens kunne være blevet hængende. Især i gode venners lag. 

På vej ud af byen møder jeg Sergio.

Han er iført paraply og rygsæk på vej ind i Grañon. Paraplyen forvirrer mig.

Kommer i tvivl. Så spørger ham direkte, om han er pilgrim.

Det er han.

Begyndte i Sevilla for en måned siden.

Han er fra Grand Canaria og går altså lige som tyskeren mod ensretningen. Han er pt. arbejdsløs, fordi det hotel, han arbejder på, er lukket helt ned pga. af corona-restriktionerne, der næsten helt har lukket for strømmen af turister til De Kanariske Øer.  

Går videre til Viloria de Rioja. Den tidligere omtalte Santo Domingos fødeby.

Har bestilt overnatning hos Maria og Tony.

Får igen – på grund af corona – en hel sovesal for mig selv for blot 8 €.

Og mens Maria viser mig op på første sal til køjesengene, går Tony i gang med at lave aftensmad til mig. 

Glimrende varm mad med den obligatoriske halve flaske rødvin til.

Aftalen bliver, at jeg selv tager det morgenmad, jeg vil, næste dag. Og så lægger jeg min donation i den gabende tomme kasse på køkkenbordet.

Kan godt afsløre, at jeg ender med at lægge 20 €. Hvilket sikkert er i overkanten, men min begejstring over, at de holder åbent og laver mad til blot én enkelt pilgrim er stor. 

Efter aftensmaden.

Alene i soveværelset.

Og før trætheden og dagens mange indtryk helt overmander mig, når jeg lige at tænke tilbage på situationen i golfklubben. Hun var måske faktisk mere distræt end egentlig en snydepels.

Først spørger hun mig, om jeg vil have glas og is til colaen.

Jeg svarer: Nej tak – kun glas.

Hvorefter hun går ned i kælderen efter is.

Fylder is i glasset, og spørger:

Om jeg ønsker noget til colaen.

Ja, kaffe – det var faktisk det første, jeg bestilte.

Ok.

Hvilken slags?

Americano. For anden gang.

Og så er det, hun “glemmer” at give mig mine byttepenge tilbage.

Håber virkelig, at hun selv kunne finde hjem efter fyraften!

Så måske ikke ligefrem rullet, men spansk distraktion kostede mig i hvert fald 5 €.  

Herregud, det er jo småpenge.

Ja enig.

Men jeg hader at blive snydt eller ført bag lyset.